• Søskende dømt for indespærring af homoseksuel bror

    Источник: BDK Borsnyt / 21 фев 2025 10:50:35   America/New_York

    I september 2023 hørte en borger i Brøndby nogen råbe om hjælp fra nabolejligheden. Politiet blev tilkaldt og fandt en ung afmagret mand låst inde i et lille depotrum med et areal på 2,64 kvadratmeter. I 35 dage havde han været holdt fanget i sin søsters lejlighed, og størstedelen af tiden var han spærret inde i et lille depotrum. Undervejs var han blevet slået med ledninger. Og toiletbesøg foregik i en spand i et hjørne af rummet. Hans tre søstre og hans bror er fredag ved Retten i Glostrup blevet dømt i sagen. Kvinderne på 22, 25 og 27 år er alle idømt fængsel, rapporterer B.T., Sjællandske Nyheder og TV 2 fra retten. Straffene spænder fra fængsel i halvandet år til fængsel i tre et halvt år. Offerets 26-årige lillebror er vurderet til at have været utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af sindssygdom og er derfor dømt til at modtage psykiatrisk behandling i stedet for en straf. De fires motiv for at holde broren fanget og udsætte ham for både fysisk og psykisk vold var ifølge anklagemyndigheden, at han var sprunget ud som homoseksuel. Søsteren med lejligheden er 25 år i dag. Hun var i Danmark for at studere, og var den første af søskendeflokken, som kom til landet. Familien stammer fra Italien, fra Sicilien, hvor de er vokset op. Men deres muslimsk-tunesiske baggrund har spillet en rolle i sagen som en mulig forklaring på deres påståede misforhold til den homoseksuelle bror. At der var et modsætningsforhold til broren, har sådan set ikke været bestridt. Men det havde ikke noget med hans homoseksualitet at gøre. Snarere havde det at gøre med, at broren var et slags sort får i familien. Den 25-årige søster er som den eneste af de fire dømt for være motiveret af brorens seksualitet. Hun er ligeledes dømt for at have været den toneangivende i kriminaliteten mod broren. Den ældste søster er idømt fængsel i to et halvt år, mens den yngste søster, som først kom til landet, ti dage før storebroren blev befriet af politiet, får den laveste straf på halvandet års fængsel. De ældste søstre har valgt at modtage dommen, mens lillesøsteren på stedet har anket dommen til landsretten med krav om frifindelse. Den dømte bror overvejer, om han vil anke. De fire søskende er alle blevet dømt til udvisning af Danmark. De to ældste søstre har sågar fået et livslangt indrejseforbud og må dermed aldrig rejse til Danmark igen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/soeskende-doemt-for-indespaerring-af-homoseksuel-bror
Опубликовать